For et år siden døde min gode ven, der også var min yngste datters gudfar, Jan Stokholte af lortesygdommen kræft. Det er stadigvæk uforståeligt, ubegribeligt og forfærdeligt at tænke på.Jeg mødte Jan i 2001, hvor jeg skulle skrive og instruerer en musical, der skulle sættes op i Brøndby. Jan var blevet hyret som kapelmester og begyndte allerede ved vores første møde at stille utallige spørgsmål om mit manuskript. Han havde et hav af ideer til opbygningen af scener, kommentarer til replikker og osv. Jeg syntes det var pisse irriterende, men skulle hurtigt lære at sætte pris på hans store engagement og ildhu. Vi havde mange gode diskussioner som lagde grundlaget for en gensidig respekt og sympati. Vores samarbejde fungerer perfekt, vi havde den samme humor (som ofte var ret uforståelig), samme livsanskuelse og samme kreative energi. Langsomt begyndte vi, at lære hinanden bedre at kende og Jan blev efterhånden en fast del af min egen familie.
Jan var uhyre empatisk, intelligent og en skarp kommunikatør. Man var aldrig i tvivl om hans mening, tværtimod. Men ligeså kontant han kunne være, ligeså mild og varm kunne han være i andre situationer. Man kunne altid regne med ham og altid være sikker på hans støtte og opbakning.
Jeg fik hyret Jan til et par job i DR, hvor han bl.a. skrev jingles til tv og radio programmer. Her leverede han altid kompositioner, der var langt bedre end man kunne håbe på. Altid til tiden og altid top professionelt. Jeg er overbevist om, at Jan kunne have fået en glorværdig karriere som film, tv og teater komponist, hvilket jeg altid gjorde ham opmærksom på. Det var jo så oplagt med hans kolossale potentiale og talent! Men selvom han var smigret, var han i virkeligheden gladest når han samarbejdede tæt med andre. Det var derfor han elskede at undervise på musikskoler, derfor han brugte alle sine arbejdstimer på amatør teater forestillinger og musicals. Netop fordi det for ham gav mening at løfte andre, at gøre unge mennesker bedre. Resultatet var også imponerende når man så (og ikke mindst hørte), hvad Jans mange elever kunne. Men jeg syntes stadigvæk det var en skam, at Jan ikke nåede at blive anerkendt som den fantastiske komponist han også var.
De sidste par år var han naturligt nok mærket af sygdommen. Han havde heldigvis den ultimative støtte i sin kone Malene. Selv følte jeg mig magtesløs. Ville så gerne hjælpe eller i det mindste bare gøre et eller andet. I de situationer var det ofte Jan, der trøstede os andre. Han var hudløs ærlig om sin frygt og hans mange smerter, men han var aldrig opgivende før til sidst, hvor alt håb var ude. Det sidste halve år han levede, havde jeg nogle samtaler med ham, hvor han meget kort og kontant fortalte, at han simpelt hen ikke gad kæmpe mere. Jeg besøgte ham den sidste måned han levede, hvor hans hjernesvulst havde nedbrudt hans verbale evner. Det var chokerende, at se Jan sidde tynd og grå sammensunket i en rullestol desperat lede efter ord han ikke kunne finde. Det var så tragisk og så smertefuldt og så vanvittigt uforståeligt. Glimtet i øjet var væk og det var i virkeligheden det, der gjorde størst indtryk på mig. Det var sidste gang jeg så ham i live.
D. 31/7 er det præcist et år siden han døde. Jeg savner at grine med ham. Jeg savner, at drille ham. Jeg savner, at brokke mig over talentløse mennesker i den danske underholdningsbranche sammen med ham. Men mest af alt savner jeg sku’ bare at tale med ham.
Tak for alt Jan. Du er stadigvæk savnet…
