fredag den 9. september 2011

Mogensen og Kristiansen

Det er stadigvæk befriende at se et tv program som ”Mogensen og Kristiansen”, der på en underholdende og enkel måde serverer forholdsvis komplekse politiske emner for den brede befolkning på Tv2 News. Det er Tv med mening og kant, hvor værterne har hver deres markante mening og ikke er bange for at være partiske. Til forskel fra andre danske kommentatorer er Peter Mogensen og Mikael Kristiansen alt andet end neutrale og holder sig ikke tilbage med skarpe personlige betragtninger om livet på Christiansborg. Det er ikke nogen dyr produktion og selvom det, hverken byder på formmæssig eller indholdsmæssig nytænkning, virker programmet ligeså frisk og vedkommende som ved premieren i 2007. Desto mere besynderligt er det at programmet stort set er det eneste af sin art i Danmark, mens det f.eks. har en lang tradition i amerikansk tv. Programmer som ”Crossfire”, ”The O'Reilly Factor”, “Firing Line”, ”Off the Record”, har på hver deres måde leveret forskellige indfaldsvinkler på store som små politiske udfordringer. De virker netop fordi neutraliteten er kastet over borde og der bliver meldt klart og kontant ud fra starten.
Hvor ville det dog klæde det danske mediebillede, hvis vi havde flere programmer af den art, der kunne opleves som ægte kontrast til de gængse nyheds og magasinprogrammer. Neutralitet er ikke nødvendigvis lig med kvalitet.... i hvert fald ikke når det gælder Tv.