For et par år siden var jeg til et interessant film foredrag hos Det danske filminstitut. Oplægsholderen var den amerikanske forfatter Laura Petersen Balogh, der af mystiske årsager interesserer sig for den glemte danske skuespiller Karl Dane, der på et tidspunkt var en relativt stor filmstjerne i USA. Hun fortalte både levende og rørende om den danske skuespiller, der skød sig selv i 1934 og som levede et temmelig tragisk liv trods sin succes. Heldigvis har frk. Balogh også fået skrevet en bog om den glemte stjerne, der hedder: "Karl Dane: A Biography and Filmography" og det er et værk, der varmt kan anbefales.Hendes store research arbejde er imponerende og man kommer virkelig ind under huden på Dane, der ellers var lidt af en gåde. Hans liv var akkurat ligeså teatralsk og voldsomt som mange af de stumfilm han spillede med i og det hele er heldigvis kommet med i bogen. Det eneste minus er Balogh's lidt for krampagtige argumenter, der postulerer at Dane var en meget stor skuespiller. Hvis man har set et par af hans film, f.eks. "The Big Parade", "Navy Blues" og navnlig serien "The Wispering Shadow" vil man vide at det ikke var tilfældet. Dane var temmelig karikeret og overspillede ofte vildt med fjollede grimasser og lidt for kluntet accent. Men det er på den anden side også beundringsværdigt at Balogh holder så meget af manden, at hun forsvarer hans film og spillemåde med næb og klør.
Bogen om Karl Dane er glimrende læsning for alle film interesserede og så giver det et rigtig godt indblik i overgangen fra stum til talefilm set fra en udenlandske skuespillers synspunkt.
For mere info om Karl Dane:
Jeg er som stor Western fan stadigvæk i syv sind om hvilken film cowboy helt jeg egentlig foretrækker. Nogle gange er jeg i humør til hellige Gene Autry eller uelegante Ken Maynard, men oftest er det den altid glade Roy Rogers, der vinder. Hans spillestil er kæk, uden at være irriterende. Hans sangstemme er god og så snakker han altid pænt til sin hest Trigger. Derudover ser han aldrig ud som om han tager sine film særlig alvorligt, hvilket der streng taget heller ikke er nogen grund til. Jeg er ved at kæmpe mig igennem hans bedste film og jeg er faktisk ret overrasket over kvaliteten. Tag nu f.eks. den glimrende "Billy the Kid Returns" fra 1938. Her bliver Roy forvekslet med den fæle Billy the Kid og må derfor fange nogle slemme skurke for at vise at han er god som dagen er lang. Handlingen er ligeså simpel som den lyder, men skuespillet er fint, dialogen troværdig og Roy i sit es. Derudover får han hjælp af den legendariske Smiley Burnette, der altid fungerer fint som syngende klovn. Men bedst af alt er nu den vidunderlige spilletid på 54 minutter. Sådan!
Jeg skal gøre det kort: "Violer er blå" er muligvis en af de dårligste danske film, der nogensinde er lavet. Punktum! Makværket fra 1975 er simpelt hen så ringe at man bliver dårlig tilpas. Jeg købte filmen for 20 kroner og det har jeg inderligt fortrudt. Handlingen er et stort, ubehjælpsomt rod, dialogen latterlig og skuespillet er pinagtigt. Kvinderne smider tøjet konstant, hvilket ikke burde være et problem, men her er det vitterligt trættende og irriterende. Filmens absolutte lavpunkt om man vil) er scenen, hvor Lisbet Lundquist sidder nøgen i en stol og får oversat et fransk brev imens Ulf Pilgaard skiftevis sutter og slikker på hendes attributter, hvilket vi ser i alt, alt for detaljerede nærbilleder. Og ja, jeg brugte ordene ”sutter” og ”slikker” og det er desværre meget præcist beskrevet. Scenen giver overhoved ikke mening og man undre sig over det er lykkedes den talentløse instruktør Peter Refn at få penge til at lave denne katastrofe af en film. ”Violer er blå” bør undgås for enhver pris.