lørdag den 31. juli 2010

Endnu en Roy Rogers perle

Jeg er som stor Western fan stadigvæk i syv sind om hvilken film cowboy helt jeg egentlig foretrækker. Nogle gange er jeg i humør til hellige Gene Autry eller uelegante Ken Maynard, men oftest er det den altid glade Roy Rogers, der vinder. Hans spillestil er kæk, uden at være irriterende. Hans sangstemme er god og så snakker han altid pænt til sin hest Trigger. Derudover ser han aldrig ud som om han tager sine film særlig alvorligt, hvilket der streng taget heller ikke er nogen grund til. Jeg er ved at kæmpe mig igennem hans bedste film og jeg er faktisk ret overrasket over kvaliteten. Tag nu f.eks. den glimrende "Billy the Kid Returns" fra 1938. Her bliver Roy forvekslet med den fæle Billy the Kid og må derfor fange nogle slemme skurke for at vise at han er god som dagen er lang. Handlingen er ligeså simpel som den lyder, men skuespillet er fint, dialogen troværdig og Roy i sit es. Derudover får han hjælp af den legendariske Smiley Burnette, der altid fungerer fint som syngende klovn. Men bedst af alt er nu den vidunderlige spilletid på 54 minutter. Sådan!
Filmen kan ses i en fin kvalitet på denne side:
http://www.archive.org/details/BillytheKidReturns