
Jeg er i den sidste tid blevet mere og mere fascineret af den afdøde digter og forfatter Per Højholt. Efter at have set den fremragende DR2 udsendelse: "Et underholdende æggehoved" og læst den mindst ligeså fremragende samtale bog: "Udsatte egne - det er mig", fik jeg lyst til at læse nogle af hans bøger. Jeg har derfor bestilt følgende af hans værker antikvarisk: "Auricula", "Salamanderen", "Stenvaskeriet" og "Voldtag stilheden". Indtil videre er jeg så småt begyndt på "Stenvaskeriet", der er en samling af artikler og essays. Det er virkelig skarpt, tankevækkende og ekstremt morsomt. Højholt kunne skrive bidende satirisk, men samtidig også uhyre enkelt og kompliceret på en gang. Jeg glæder mig til at nærlæse alle bøgerne og fordybe mig yderligere i manden, der selv kaldte sig "det underholdende æggehoved".